Kvinder – stop – attention – caution – warning – don’t:
Alle kvinder kender situationen: Du skal på date, og du skal være så lækker som overhovedet muligt. Men hvad skal du dog tage på?! Skal den være den korte sorte, skal det være de behagelige jeans, og hvilke farver passer overhovedet sammen til det perfekte outfit? Skal du være udfordrende eller afslappet? Selve outfittet er med til at give førstehåndsindtrykket, og det skal derfor sidde i kassen i første forsøg – hvilket for de fleste kvinder godt kan munde ud i en ret stresset situation. På nettet findes der adskillige guides til, hvad man som kvinde skal gøre i tøjkriser – f.eks. hvilke beklædningsdele, der er sikre vindere på en date. Disse ”gode råd” kan dog også godt misfortolkes, for det er helt individuelt, hvilke beklædningsdele, der passer til hvilke kvinder. Derfor får du nu en guide til, hvad du absolut ikke skal tage på, og hvad der er et helt sikkert no-go.
- Beklædning og kropsbygning
Scenariet er velkendt: En kvinde har formået at klæde sig på en måde, så tøjet rent faktisk ikke betoner hendes krop til hendes fordel. Disse (til tider) pinlige situationer skal undgås på en date, og det er derfor vigtigt at overveje nøje, hvilken beklædning der passer bedst til ens egen figur.
Caution: Fremhæv de smukke punkter ved din krop!
De slankere piger har det (desværre) for det meste lettest, da det meste tøj er designet til netop dem. Slanke piger skal dog passe på med for oversized beklædning, da der på en date gerne må betones lidt af kropsformen.
Hos de lidt mere kraftige piger er der desværre lidt flere komplikationer. Pas på med beklædningsdele som: For korte shorts, mavetrøjer samt for stramme og korte kjoler. Fokusér på de smukke punkter på din krop og fremhæv disse. Har du evt. en flot talje, så fremhæv den eller nogle flotte ben, så fremhæv dem.
Bare fordi moden dikterer en bestemt tøjstil, er det ikke ensbetydende med, at det ser godt ud til alle. Derfor er det vigtigt, at man er kritisk og ærlig om sin kropsbygning, så man kan betone de smukke punkter til sin egen fordel.
- Sko
Sko! Sko! Sko! En vigtig beklædningsdel, der tænder julelys i enhver piges øjne. Hvad er der så specielt ved sko? Sko kan gøre ethvert outfit helt enestående og individuelt. Lige meget hvilken form, farve eller funky design …. – skoene er en vigtig del af det perfekte outfit.
Attention: Find nogle sko, som du også kan gå i!
Der er ikke noget mere ucharmerende end kvinder, der har fået de forkerte sko på og stolprer rundt som Bambi på glatis. Selvom skoene er fantastiske og smukke, så er det vigtigste, at du kan gå i dem. Totale no-go’s er f.eks.: At skifte sko midt på daten eller at vrikke om på den fine gåtur.
Selvfølgelig skal der ikke troppes op i vandrestøvler, men find et par gode og behagelige sko, som du kan holde ud at have på hele aftenen.
- Tøjstil
Dit tøj siger noget om dig, og det er altafgørende for førstehåndsindtrykket på din date. Du vil selvfølgelig helst give det bedst mulige førstehåndsindtryk, og derfor er det vigtigt, at du føler dig godt tilpas, og at dit tøj afspejler, hvem du er.
Warning: Balkjole vs. joggingbukser?!
Er du den mere afslappede type, skal du selvfølgelig ikke iføre dig en balkjole. Det gælder om, at du føler, at lige præcis dét tøj, du har på, gør dig lækker. Hvis du føler det, så har du fundet det helt perfekte outfit.
- Hvid
Er du en af de kandidater, der i spændingens og nervøsitetens sus godt kan finde på at spilde en lille smule? Det kan jo ske for alle og enhver, men ekstra irriterende er det, hvis det sker på noget hvidt. Hvidt tøj er i det hele taget en kompliceret affære – bare den mindste lille plet, og man er stemplet resten af daten.
Don’t: Undgå hvid!
Med denne oversigt i baghovedet kan du i ro og mag tage på date og være sikker på, at du i hvert fald ikke har begået de største fejl, hvad angår tøjvalg. Det vigtigste er dog, at du føler dig godt tilpas i det tøj, du har på – resten og hvad andre tænker om dig, kan du jo egentlig være ligeglad med.